
18.03.2003
Ved 8,30 tiden tirsdag morgen forulykkede en stor betonkanon og to personbiler i Hagested by nord for Holbæk på rute 21.
Føreren af en sølvgrå Mazda, som var meldt stjålet i Københavnsområdet, har sansynligvis overhalet inde i Hagested by - et område med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Han kørte frontalt ind i en stor betonkanon og fortsatte ned i grøften, hvor han sad fastklemt i over en time, imens redningsmandskabet arbejdede med at frigøre ham.
Betonkanonen mistede herredømmet og fortsatte over i vejens venstre side, hvor den ramte en modkørende Pegeaut 306, som blev kilet ind mellem betonkanonen og autoværnet. Der var to personer i bilen, som blev lettere kvæstet.
Lægeambulancen fra Falck i Holbæk var hurtigt fremme på stedet sammen med tre ambulancer og redningskøretøjer.
Efter frigørelsen blev den hårdt tilskadekomne kørt til Holbæk Sygehus med politieskorte. Sidst på eftermiddagen blev den 29-årige fører overført til Rigshospitalets Traumecenter i København med politieskorte.
Rute 21 var spærret i flere timer. Politiet sendte trafikken over Tuse Næs.





Bilinspektionen undersøgte de implicerede biler på ulykkesstedet ved Hagested.
Foto: John Olsen • www.photodan.dk
