
Lørdag ved middagstid omkom føreren af en sort VW Golf på Telegrafvej ved Rørvig.
Med stor fart kørte bilen direkte ind i et vejtræ i en svag venstrekurve. Bilen kom i retning fra Kabelstranden, hvor vidner havde set bilen med "underlig" kørsel på parkeringsområdet - kort forinden ulykken.
Naboer i de nærliggende sommerhuse var hurtigt fremme på ulykkesstedet for at yde førstehjælp. Kort tid efter ulykken var Falck's akutbil og ambulance fremme ved ulykkesstedet sammen med Odsherred Brandvæsen, som pr. 1. juli har overtaget opgaven med frigørelse m.v., efter Falck i forbindelse med trafikulykker. Akutpersonalet forsøgte genoplivning af føreren på ulykkesstedet, men måtte opgive og konstatere, at genoplivning ikke var muligt.
Der opstod hurtigt trafikale problemer på den stærkt trafikerede Telegrafvej, som fører ned til den populære badestrand ved Kabelhuset i Rørvig. Redningsmandskabet fik sammen med politiet løftet bilen væk fra kørebanen, så trafikken kunne genoptages.
Politiet har efterfølgende offentliggjort navnet på den dræbte, som er den 65 årige Arne Bækbo Hansen, Rørvig.
Foto: John Olsen / photodan


Akutpersonalet fra Falck og Odsherred Brandvæsen forsøger genoplivning af føreren på ulykkesstedet på Telegrafvej
Vidneforklaringer blev sikret fra forbipasserende
