

Torsdag 05.12.2002

Affyrede skud i banken
Tre maskerede bankrøvere stormede torsdag formiddag kl. 10,10
ind i Danske Bank, Storegade i Asnæs.
Den ene af røverne affyrede skud i banken i forbindelse med at de forlangte pengene udleveret.
Røverne forsvandt hurtigt i en rød Ford Escort OY 51.135. Politiet udsendte straks signalement om røveriet via de lokale radiostationer, og en kvik lytter ringede til politiet og fortalte, at han netop havde set tre mænd skifte bil - fra den efterlyste røde Ford Escort til en sort Audi ved en skovvej lidt nord for Jyderup (se foto). Audien var kørt med stor hastighed fra stedet. Tilbage stod den røde Ford Escort med blinklyset kørende sammen med bagrudeviskeren. Det var tydeligt, at der havde været panik på.
Lidt senere kl. 10,43 blev alle tre gerningsmænd anholdt ved Kvanløse i den efterlyste sorte Audi A3. Lidt over en halv time havde røverne på fri fod inden håndjernene klappede om håndleddene. Det er anden gang inden for en uge, at politiet i Holbæk politikreds har taget røvere på fersk gerning. Sidste torsdag var det tre røvere, som blev anholdt ved Netto i Vig.
Fredag fremstilles de i grundlovsforhør.
Politi fra Nykøbing Sj., Holbæk og Kalundborg deltog i jagten på bankrøverne.

Den røde Ford Escort, som blev benyttet til røveriet var efterladt i vejsiden her ved en skovvej lidt nord for Jyderup med blinklysene i gang sammen med bagrudeviskeren, som kørte fem og tilbage i den forladte bil. Bilen var stjålet i Københavnsområdet.


Personalet afhøres af kriminalpolitiet

Patronhylsteret blev afmærket på gulvet i Danske Bank - indtil politiets kriminaltekniske afdeling nåede frem til gerningsstedet.

Vejgrøften på strækningen mellem Jyderup og Mørkøv undersøges af politiet. Et vidne havde set nogle ting blive smidt ud fra en bil. En hundefører gennemsøgte området uden resultat.
Flere af bankens kunder måtte klare sig med dankortautomaten uden for banken.
Seneste nyt:
Kriminalkommissær Flemming Bjørkmann fra kriminalpolitiet i Nykøbing
Sjælland oplyser, at det drejer sig om tre mænd af udenlandsk
herkomst på 21, 22 og 23 år - bosiddende i Hovedstadsområdet.
Både pistolen og pengene blev fundet.
Alle tre gerningsmænd er i forvejen kendt af politiet.
Fængslet til den 3. januar 2003
De tre sigtede på 23, 21 og 21 år blev fredag
formiddag i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Sj. fængslet
til 3. januar 2003, sigtet for væbnet røveri af særlig
farlig karakter. De to sigtede fortalte, at de skyldte penge væk. En
dummebøde på 100.000 kr. skulle betales senest i dag fortalte
den ene af gerningsmændene.
Pengene skulle afleveres på Christiania omme bag ved en sø -
senest i dag kl. 13. Den ene af de tre havde flere fængselsdomme bag
sig. Han er sat på fri fod 26.08.2002. Han havde en reststraf på
124 dage. Han forklarede i retten, at han havde mange personlige problemer
- herunder økonomiske.
Pistolen havde en af gerningsmændene købt for kr. 4.000 i forbindelse
med planlægningen af røveriet i Asnæs. Den halvautomatiske
pistol var gået af i banken ved en fejl, forklarede han i retten.
Deres fælles forsvarer advokat Knud P. Nilsson procederede for en varetægtsfængsling
af kortere varighed. Han var samtidig utilfreds med, at der var oplysninger
i sagen, som han var blevet pålagt ikke at drøfte med sin klient,
men som anklageren førte frem i retten under hans afhøring af
den sigtede.
Der er en strafferamme på op til 6 års fængsel
jfr. straffelovens § 288 stk. 2., som de alle er sigtet efter.



De sigtede ankom til retten i Nykøbing Sj. kl. 09,30, hvor de en efter en blev fremstillet for dommer Henrik Hallenberg, som fængslede dem alle til 3. januar 2003.
Fredag 06.12.2002

